Melatonin

Trojaner – Pablo Henrik Llambías

Posted in Boganmeldelse, Ord, Roman by Søren K on januar 5, 2007

Trojaner - Pablo Llamb�asTrojaner
Roman af Pablo Henrik Llambías
Gyldendal 2001
96 sider, 69 kr

Lad mig bare være ærlig: Forventningerne var i bund. For et par år siden læste jeg hans roman ‘Den dag vi blev frie‘, som jeg var meget imponeret af. Dens hverdagsagtige spookyness fængslede mig, og bogen forsvandt alt for hurtigt. Derefter lod jeg Llambías hvile i fred et par år, inden jeg for en uges tid siden kastede mig over opfølgeren ‘A.P.O.L.L.O.N.‘, som jeg må sige skuffede fælt. Måske skulle man have været bedre inde i den græske mytologi (jeg bøder stadig for at have gået på HTX, hvor man ikke blev tvunget til at have old.), for at få det fulde udbytte af bogen, men umiddelbart var det i hvert fald ikke noget jeg ville spilde kræfter på at bukke mig ned og samle op, hvis jeg fandt den på gaden …

Da Trojaner så starter hvor A.PO.L.L.O.N. sluttede, frygtede jeg et kort øjeblik at det skulle blive endnu en bog, der blev færdiggjort på ren og skær viljestyrke. Og det er ikke nødvendigvis fordi den er lettere at gå til, at jeg alligevel sætter betydeligt mere pris på Trojaner end dens forgænger.

Bogen rummer kort fortalt en fortælling om en helt almindelig – ok, nogenlunde almindelig – familie, der tager hen for at besøge bedsteforældrene. Undervejs går det hele naturligvis galt (på den måde som man helst overlader til læseren selv at finde ud af …). Tricket er, at denne korte og nogenlunde simple straight forward-fortælling er cuttet op i mange små bidder, hvor en eller andens (mandens?) små dagbogsoptegnelser og erkendelser er drysset ud over det hele. Vinklen skifter konstant, og man skal holde hovedet koldt, hvis man vil følge med – også koldere end jeg holdt det!

Alligevel rummer bogen netop deri det smukke. Et sansebombardement som man ikke fatter så meget af, mens man læser, men som til gengæld – når det hele er slut og bogen er lukket – må bearbejdes og overvejes. Puslespillets brikker udleveres i vilkårlig rækkefølge – men kun til låns. Først bagefter, når alle brikker er afleveret, går det op for en hvor smukt et billede man har haft i hænderne.

Alt i alt: Værd at læse, men vær forberedt på at det er op ad bakke. En oplagt kandidat til en genlæsning.

Kommentarer lukket til Trojaner – Pablo Henrik Llambías