Melatonin

Ved nærmere eftertanke

Posted in Ansvarlighed, Nyheder, Rant by Søren K on januar 8, 2009

Aka: Surt, ræverødt opstød.

Den 2. januar afviste Tom Behnke (K) at sende flere betjente til Langbortistan, selvom politikommisær Kai Vittrup, leder af EU’s politimission i landet, appellerede om minimum en fordobling af mandskabet, hvis missionen om at opbygge en lokal Langbortistansk politistyrke skal have nogen chance for at lykkes:

»Jeg skal bruge flere folk og mere finansiering, ellers kan jeg ikke løse opgaven. Så falder det fra hinanden, men så er det altså det, man vil«, konstaterer Kai Vittrup.

[..]

»Jeg er helt enig i, at det er meget vigtigt at få en afghansk politistyrke, men vi har i Danmark begrænsede ressourcer, og politiet er i forvejen spændt hårdt for i forbindelse med politireformens enorme omstillingsproces«, siger de konservatives retsordfører, Tom Behnke, der mener, at alle EU-lande bør bidrage med det antal betjente, der svarer til landets størrelse.

Behov for flere danske betjente i Langbortistan Pol.dk 2/1 2008

Den 7. januar er Per Stig Møller (også K (!)) talsmand for at sende politifolk til Gaza:

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) og hans hollandske kollega Maxime Verhagen er klar til at sende politifolk til Gaza, hvis Egypten og de palæstinensiske myndigheder ønsker det.

Regeringen vil sende politifolk til Gaza Pol.dk 7/1 2008

Hermed ikke sagt at en løsning i Gaza er mindre vigtig end en løsning i Afghanistan – spørgsmålet er om den er mere vigtig, og om den evt kunne løses på anden måde, nu hvor politifolk åbenbart er en mangelvare her i landet. For min skyld kunne (og burde?) vi sende halvdelen af den danske politistyrke til udlandet, hvis de kunne gøre mere gavn dér end her (og lur mig om ikke det er tilfældet. DK er et forkælet snotland, når man kigger på tryghed i hverdagen, kriminalitetsniveauet og det meste andet*!)

Faktisk vil jeg gerne gå planken ud og gøre mig til talsmand for, at langsigtede prioriteringer (som fx opbygningen af en fungerende politistyrke i et smuldrende land) er vigtigere end hovsaløsninger i en konflikt, der ikke har nemme løsninger**. Forudsat – naturligvis – at man rent faktisk skal prioritere. Det skal man dog nok også primært, hvis man er i regering og samtidig giver den som marionetdukke for folkestemningen …

*) Med regeringen som den oplagte undtagelse, naturligvis.
**) Jeg er på ingen måde tilhænger af s/h opfattelser af konflikten, og netop derfor er jeg overbevist om at der skal mere end en håndfuld panserbasser til for at løse dén konflikt.

Comments Off on Ved nærmere eftertanke

%d bloggers like this: