Melatonin

Surrealistisk selvmål aka: Drik øl!

Posted in Argh!, København, Mad by Søren K on oktober 2, 2007

Fagforeningen 3F har iværksat en boycot af Nørrebro Bryghus, på trods af at de allerede har en overenskomst. Jeg opfordrer til at boycotte boycotten og drikke endnu flere øl fra Nørrebro Bryghus!

Som tidligere lovet vender jeg nu tilbage til Nørrebro Bryghus (NB), og den konflikt, som fagforeningen 3F har iværksat mod dem.

Uhmmmm ...

Kort fortalt handler det om at 3F i tidernes morgen kom og krævede at NB tegnede en overenskomst, hvilket de så gjorde … med Kristelig Fagforening. Det var (og er) 3F ikke tilfredse med – iflg 3F er den overenskomst for dårlig. Det interessante twist er blot, at medarbejderne hos NB er fuldt ud tilfredse med deres overenskomst og ikke ønsker at 3F skal blande sig. Det hører også med til historien at anslået 90% af den københavnske restaurationsbranche ikke har overenskomst med nogen fagforening – alligevel har 3F fundet det nødvendigt at sætte tommelskruerne på en virksomhed, hvis medarbejdere er så tilfredse med deres arbejdsforhold, at de aktivt forsøger at modarbejde 3F!

I mine øjne ligner det udpræget et forsøg fra 3F’s side på at tryne en arbejdsplads, som har tilladt sig at benytte sig af det frie valg, som de har mht hvor og hvordan de vil organisere sig. 3F har siden den 28. juni med jævne mellemrum demonstreret uden for restaurenten på Ryesgade og her for nylig har de så udvidet deres aktion, så flere andre fagforeninger forsøger at gennemføre en “sympati-boycot” af NB. Fx bliver der ikke fyldt nye NB-øl på hylderne i Coops butikker (dvs det gør der vist så alligevel de fleste steder … no wonder at medarbejderne ikke gider at spille med på 3F’s betingelser …).

Og det er ikke fordi fagforeninger nødvendigvis er noget lort – uden jeg i øvrigt har studeret emnet voldsomt, så er det da mit indtryk at de har gjort et stort og vigtigt arbejde for at sikre rimelige arbejdsforhold her i landet. Problemet er blot, at de langt på vej har sejret sig ihjel. Det er de færreste arbejdsgivere her i landet, der ser medarbejderne som et nødvendigt onde – tværtimod er de ofte den enkelte virksomheds største aktiv og behandles derefter.

De traditionelle fagforeninger mister da også medlemmer i stort tal i disse år, og når de profilerer sig på sager som denne, er det blot alt for forståeligt. Jeg formoder at der har siddet nogle overidealistiske fagforeningsbosser et sted og har planlagt dette – i mine øjne – surrealistiske selvmål.

Siden jeg blev opmærksom på sagen, har jeg købt mere NB-øl end de seneste mange år – og jeg agter at blive ved. Jeg håber at melatonins læsere også vil bakke op om denne boycot af boycotten – og så er det jo værd at tage med, at deres øl smager godt!

Læs mere om konflikten hos Nørrebro Bryghus, hos Krifa, hos 3F (søg efter ‘bryghus’ for flere artikler), hos Erhvervsbladet, hos DR Nyheder/Penge eller hvor du nu ellers kan finde noget. Læs også om den stort set identiske konflikt, som har ramt Restaurant Bryggen i Thisted (de har en fin fremstilling af baggrunden for konflikten her (pdf)).

6 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Kirsten said, on oktober 2, 2007 at 16:58

    Det, tror jeg faktisk, er det første af dine blogindlæg, som jeg ikke rigtig kunne overskue at læse…
    Men mit luddovne og stærkt selektive blik hæftede sig dog ved dette vigtige:
    “Siden jeg blev opmærksom på sagen, har jeg købt mere NB-øl end de seneste mange år..”

    Så det vil jeg gøre! Og støtte … et eller andet… Og hvis du engang laver et “light”-indlæg, kan jeg garantere, at jeg ikke blot vil støtte sagen – men også vide, hvorfor jeg gør det.

  2. Søren K said, on oktober 2, 2007 at 17:52

    Ok:

    3F dum. Nørrebro Bryghus god. Køb øl!

  3. Kirsten said, on oktober 2, 2007 at 18:12

    Tak. Skål.

  4. Anders Kissmeyer said, on oktober 2, 2007 at 19:05

    Kære Søren,

    Vi vil gerne sige dig tak for din støtte til os i den verserende konflikt med 3F. Vi stiller os fortsat helt uforstående overfor, hvorfor først 3F og nu nærmest den samlede danske fagbevægelse ønsker at kaste sig over en lille entreprenør-virksomhed, som tilmed i forvejen har ordnede overenskomstmæssige forhold – blot ikke med 3F eller den øvrige etablerede fagbevægelse, hvilket åbenbart for dem er værre end at være helt uorganiseret og byde sine medarbejdere langt ringere forhold, end vi gør. Dette er ellers ikke svært at finde – i restaurationsbranchen er skønsmæssigt 90 % af virksomhederne i København helt uden overenskomst. Men det er tydeligt, at vi er blevet valgt som konfliktoffer, for at der kan statueres et højt profileret eksempel, hvilket jo desværre gør vores chancer for at vinde slagsmålet meget små.

    Så vi må foreløbig trøste os med, at vi har en helt uhørt komplet opbakning fra vore medarbejdere i striden, hvilket jo gør 3Fs argumenter om, at det er medarbejdernes sag de kæmper for, så hule, at de nu taler om vore fremtidige medarbejdere og om fagbevægelsens lovmæssige ret til at konflikte for princippets skyld. Som om en lovmæssig ret også betyder, at det er rigtigt i enhver situation at benytte sig af den… Og så luner vi os også ved din og dine mange ligesindedes støtte til os i den svære situation. Det giver dog altid et lille håb om, at når så mange kan se det urimelige i den situation, vi er bragt i, så kunne det da være, at nogen af ansvarlige politikere også på et tidspunkt får mandet sig op til også reelt at indføre organisationsfrihed i Danmark. Vi skriver trods alt år 2007!

    Og tak for dit tilbud om helt konkret støtte ved køb af vort flaskeøl – det sætter vi pris på. Nu er det sådan, at vi ikke selv står for salg og distribution af vort flaskeøl. Den opgave har vi udliciteret til et større, meget kompetent firma ved navn House of Beer. Derfor er vi ikke selv 100 % opdaterede på, i hvilke konkrete butikker, vores øl står. Men vi ved dog, at det stadig kun er et lille fåtal butikker – selv COOP og Irma, hvor sympatikonflikten har betydet, at vores øl er fjernet fra hylderne, så mit råd er, at se der, hvor du plejer at handle. Og det ville da være fint, hvis du og andre bloggere kunne bruge jeres glimrende medier til at orientere hinanden om, hvor man stadig kan få de ’forbudte’, men, som jeg da med fornøjelse har læst at du også har opdaget, ganske velsmagende dråber. Det er da meget rart, at det ikke altid er forbundet med ubehag at støtte en god sag.

    Anders Kissmeyer
    Nørrebro Bryghus

  5. […] venlig hilsen fra direktøren Føler mig lige kaldet til at fremhæve en comment fra min tidligere post omkring konflikten ifm Nørrebro Bryghus. Det er intet ringere end direktøren for etablissementet, […]

  6. Nørrebro Bryghus revisited « Melatonin said, on oktober 10, 2007 at 22:37

    […] Bryghus revisited Har tidligere skrevet om 3Fs blokade af Nørrebro Bryghus (her og her). Nu har Kristelig Fagbevægelse startet en online underskriftindsamling til støtte for […]


Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: