Melatonin

Ikiru – at leve

Posted in Filmanmeldelse by Søren K on august 29, 2007

I can’t afford to hate people. I don’t have that kind of time.

Kanji Watanabe

Ikiru original?Ikiru (1952) er endnu et af den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawas værker. Filmen handler om den kommunalt ansatte Kanji Watanabe (Takashi Shimura), som trofast har passet sit arbejde som skrankepave i 30 år, da han finder ud af at han har mavekræft og kun har kort tid tilbage at leve i. Stillet over for denne dødsdom erkender han, at han ikke kan spilde tiden, sådan som han ellers har sat en ære i at gøre, mens han har været ansat i kommunen.

Beskrivelsen af kontoret, hvor sager sendes fra kontor til kontor indtil borgerne opgiver at trænge igennem bureaukratiet, vakte en stor genkendelsens glæde (eller mangel på samme) i mig, da jeg selv har haft den tvivlsomme fornøjelse af at være studentermedhjælp/ tastemedarbejder i Københavns Kommune (nærmere bestemt Vej & Parks driftsafdeling distrikt Amager). En af mine opgaver var at besvare indgående telefoner i afdelingen, og det skete ikke sjældent, at jeg fik en person igennem, som havde været forbi 3-4 andre kontorer først …

Toyo Odagiri (Miki Odagiri), en ung pige i Watanabes afdeling fortæller på et tidspunkt en vittighed, som fint beskriver dagligdagen på kontoret:

“Du har aldrig haft en fridag, vel?”
“Nej.”
“Hvorfor? Er du uundværlig?”
“Nej. Jeg vil ikke have at de skal finde ud af, at de kan klare sig uden mig.”

IkiruSelvom filmen er fra 1952 og fra den modsatte side af kloden, er den overraskende aktuel (det er vel tegnet på at det er stor kunst?). Shimuras præstation som Watanabe er storartet, når han skildrer en mand hvis verden braser sammen, men også en mand der formår at få den sat sammen igen, på en måde så han kan være bekendt at forlade den. Filmen stiller spørgsmål om hvad der giver indhold og mening i tilværelsen; spørgsmål som stadig er aktuelle 55 år og en halv jordklode senere.

Imod filmen taler kun længden: De 143 minutter, som den varer, kan godt blive lidt lange. Jeg så den sammen med en ven, som tørt konstaterede: “Der er nu noget rart ved film, hvor man kan gå fra et øjeblik, uden at der er sket noget når man kommer tilbage.” Han havde i øvrigt ikke helt ret – Watanabe havde bøjet nakken mens han var væk …

8/10

Bonus: Se også min anmeldelse af Nora Inu.

9 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. frovin said, on august 29, 2007 at 7:44

    Jeg synes filmens portræt af Watanabe er helt vidunderligt. Det er rigtigt den bliver lidt lang i spyttet til sidst, i og med at der skal klistres en kritik af bureakratiet på, men jeg vil sent glemme Shimuras øjne eller de sørgende kvinder.

  2. Søren K said, on august 29, 2007 at 7:55

    Åh. Troede et øjeblik det var de sørgende kinder du ikke ville glemme …

    Men ja, fantastiske øjne (og kinder) den mand har. Og så siger det vel også noget om mandens evner inden for skuespillet, at han to år senere spiller hårdhudet samurai i Shichinin no samurai!

  3. frovin said, on august 29, 2007 at 17:11

    Hans kinder burde have vundet en Oscar – hver.

  4. Søren K said, on august 29, 2007 at 17:18

    Well. De må nu alligevel stille sig op i køen efter hans læber. Han må have været en fantastisk kysser med det mundtøj … Se Dokumentation

  5. fro said, on august 29, 2007 at 19:07

    Uhm. BFI og Sights & Sound er for cool. BFI har udgivet Dreyers “Vredens Dag”, som nærmest ikke kan skaffes i dansk distribution. Takket være bibliotek.dk har jeg set den (der kommer nok en Dreyer-post inden længe).
    Og Sights & Sounds er for cool. Jeg har et newzealandsk bekendtskab, som kom i praktik hos dem. Det var bra.

  6. snip said, on august 29, 2007 at 19:28

    Og når vi nu er ved de der Oscar-dimmere, så burde der næsten også ha været uddelt en til Shimuras stemme – for den smukke brummen af sangen Gondola no Uta.

    Life is brief.
    Fall in love, maidens,
    Before the crimson bloom fades from your lips,
    Before the tides of passion cool within you,
    For those of you who know no tomorrow…

    Life is brief.
    Fall in love, maidens,
    Before the raven tresses begin to fade,
    Before the flame in your hearts flicker and die,
    For those to whom today will never return.

  7. frovin said, on august 29, 2007 at 19:42

    JA!

    Jeg lod menuen stå og køre længe bare for at høre hans brummen!

  8. Gondola no Uta … « Melatonin said, on august 29, 2007 at 20:37

    […] og betyder “Livet er kort”. Sangen bliver sunget af Watanabe (Takashi Shimura) i filmen Ikiru. Til ære for snip – ham der holder nettet kørende – kommer den […]

  9. Yoidore Tenshi - Drunken Angel « Melatonin said, on oktober 30, 2007 at 0:09

    […] film var Yoidore Tenshi (aka Drunken Angel) af gode gamle Akira Kurosawa (Se også anmeldelserne af Ikiru og Nora Inu). Min japanske favoritskuespiller, Takashi Shimura (ham med kinderne, øjnene og […]


Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: