Melatonin

Høstsonaten

Posted in Filmanmeldelse by Søren K on august 24, 2007

Der findes ingen tilgivelse.

Eva (Liv Ullman)

Høst1Høstsonaten (1978) blev for nylig af Fro tildelt betegnelsen runner up, da han postede en top5 over Bergmanfilm. Efter min mening ikke helt fair – men på den anden side er det heller ingen fair opgave at skulle vælge de fem bedste film, som Ingmar Bergman velsignede denne skumlende verden med.

Det er en Bergman i topform, der har instrueret denne film. I de to altoverskyggende hovedroller ser man hhv Liv Ullmann som datteren Eva og Ingrid Bergman som moderen Charlotte (Og nej, Ingmar var ganske vist var gift med en Ingrid Bergman, men det var en anden Ingrid).

Høst3Charlotte er en berømt koncertpianist, som hele sit liv har rejst verden tynd, og som for første gang i syv år besøger sin datter, der er gift med præsten Viktor. Forholdet mellem mor og datter er fyldt af spændinger, og besøget udvikler sig til en voldsom kamp mellem de to.

Hver især bærer de på store smerter, og for første gang nogensinde taler de lige ud af posen til hinanden, mens Viktor kun kan se til fra sidelinjen. Lena Nyman har rollen som Helene – Evas handicappede lillesøster, der nu bor på præstegården. I øvrigt til Charlottes store overraskelse. Hun troede Helene stadig befandt sig på den institution, som hun anbragte hende på for adskillige år siden.

At Bergman er en stor filmkunstner fremgår med ubehagelig tydelighed i det spil, som kører mellem de to (tre) kvinder. Selve manuskriptet lader ikke publikum i tvivl: En replik som den Charlotte kommer med, da hun skal klæde om til middagen, taler for sig selv: “Jeg tager min røde kjole på, og jeg gør det af ondskabsfuldhed, da Eva synes, jeg burde bære noget mere passende efter Leonardos død.” Men endnu tydeligere er smerten og ondskaben i det der ikke bliver sagt. Ingmars evne til at fortælle med billeder, kombineret med et par eminente præstationer fra Ingrid og Liv, gør smerten så tydelig at man kan røre ved den, og de gør det så underspillet, at man glemmer det er en film. Han maler personerne frem med så stor ømhed og varsomhed, at de træder ud af lærredet.

Høstsonaten får min varmeste anbefaling og kan – som mange af Bergmans andre film – lånes på biblioteket (selvom der i øjeblikket er noget ventetid).

9/10

Bonus: Se også Fros anmeldelse af filmen her.

8 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. frovin said, on august 24, 2007 at 7:43

    Den er så grufuld, og grufuld god.

    Burde den være i top 5 eller..?

  2. Kirsten said, on august 24, 2007 at 9:40

    Uh, den lyder god. Nu MÅ jeg virkelig i gang med de Bergman-film… Mon jeg kan presse lidt film-ferie (=”influenza”) ind et sted?

  3. frovin said, on august 24, 2007 at 9:55

    Husk at ringe hjem INDEN du ser filmen.

  4. Søren K said, on august 24, 2007 at 16:08

    @ Fro: Problemet er at jeg har set en 6-7 Bergmanfilm som burde i top5. Og jeg mangler stadig nogle stykker …

  5. frovin said, on august 24, 2007 at 18:26

    Æsj, jeg kender smerten.

    Spring over “En Lektion i Kærlighed” og “Saraband”, så.

    That’s two down..

  6. Søren K said, on august 24, 2007 at 20:07

    Saraband er jeg med på – En lektion i kærlighed har jeg endnu til gode, men har lige fået biblioteket til at købe den hjem.

  7. frovin said, on august 25, 2007 at 13:34

    Dem var jeg ikke så vild med.

    Men altså, selv på en dårlig dag er Bergman jo bedre end de fleste.

    (Bortset fra at han så er død nu. :( )

  8. frovin said, on august 25, 2007 at 13:34

    Jeg var ikke vild med de to.

    Men altså, selv på en dårlig dag er Bergman bedre end de fleste.

    (Bortset fra at han så er død nu. :( )


Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: