Melatonin

Medeski, Martin & Wood … og Scofield, den skurk!

Posted in Anmeldelse, Koncert by Søren K on juli 11, 2007

Var i aften til koncert med Medeski, Scofield, Martin & Wood (MSMW) i Det Kongelige Danske Haveselskab på Frederiksberg sammen med brormand.

MMW

Først en kort intro af Medeski, Martin & Wood (MMW) fra Jazzfestival.dk:

Kult-trioen Medeski (keyboard/orgel/piano), Martin (trommer/percussion) & Wood (bas) er bannerførere for det der i USA kaldes ”Jam-scenen”; en lille håndfuld orkestre, der dyrkes som ikoner af et stadigt voksende netværk af musikflippere, der følger grupperne i tykt og tyndt. MM&W kan spille så beskidt funky at man tror det er løgn. De kan også spille så langt ude og så totalt frit at man mister fornemmelse af tid og sted. Og så er alle instrumenter analoge – skråt op med digitallyd!

Og ditto af John Scofield (guitar):

Få musikere har kunnet springe så uproblematisk rundt i stilarterne som guitaristen John Scofield. Fra fræsende, tung og udpræget maskulin instrumental jazz/funk over soul/jazz via elegant semi-akustisk jazz til super-futuristisk syrejazz, krydret med smagfuld brug af electronics – og så hele vejen tilbage igen …

ScofieldOptakten var smuk. Efter at være sluppet ind i haven var det første, jeg lagde mærke til, et “Græsset må ikke betrædes”-skilt. Det næste jeg bemærkede, var scenen, der var sat op i udkanten af plænen, men rettet ind mod den … Vi valgte at antage, at skiltet ikke skulle tages alt for seriøst.

Det næste der skete, var at himlen åbnede sine sluser over os, så jeg sendte nogle venlige tanker til dem der var på Roskilde i år …

Lidt efter kom solen igen og MSMW gik på scenen – selvom jeg finder det dybt misvisende at referere til dem under deres fællesnavn. Efter min ydmyge mening var koncerten nemlig desværre i bund og grund MMW + Scofield – ikke MSMW!

For mig var Scofield et fremmedlegeme i Medeski, Martin & Woods supercoole, laid back, tungt drivende musik. MMW er tight og insisterende. Der er et drive i deres musik, som minder mig om et godstog: Det er ikke noget man vil være uvenner med eller stå i vejen for. Og det var slående så underspillede de var over for publikum. Det var tydeligt at de ikke som sådan spillede for publikum, men at de spillede fordi de nu engang elsker at spille sammen! Der var et smukt og absolut fravær af stjernenykker hos de tre herrer.

Modsat forholdt det sig med Scofield. Han stod ude i venstre side af scenen og gjorde hvad han kunne for at ligne en star. Hvor Wood holdt sig til at stå og nikke lidt med hovedet, mens han lagde en stram, stram bund, gav Scofield den på alle strenge med sære grimasser og wannabe dansetrin. Og det ville i sig selv være ok, hvis bare hans spil havde været med MMW i stedet for mod!

MMW spiller fantastisk sammen. Der er ingen der prøver at være mere end de andre og at være manden i centrum. Bevares, de spiller soloer, men de spiller sammen. MMW er et fælles projekt. Scofield spillede som om publikum var der for at høre ham, og at MMW var hans backingband (Hvilket, skal det retfærdigvis siges, en hel del af publikum virkede ganske tilfredse med). I passager faldt Scofield også fint ind i helheden, men generelt fyldte han for meget. Han spiller en (mildest talt) habil guitar, men det var bare ikke den jeg var kommet for at høre …

Måske skulle jeg være taget til en anden koncert eller blevet hjemme. Scofield trækker to ned, så karakteren ender med at være:

4/6

Bonus: MMWs video til titelnummeret fra pladen ‘Uninvisible’:

Comments Off on Medeski, Martin & Wood … og Scofield, den skurk!

%d bloggers like this: