Melatonin

Undskyld!

Posted in Arbejde, Argh!, Dagligdag etc by Søren K on februar 13, 2007

MobningDet er ellers ikke noget jeg har dyrket så meget de sidste 10 år.

I skolen var det en forholdsvis bevidst strategi for overlevelse: Verbalt at slå urimeligt hårdt (igen). Jeg vidste præcis hvor de andre (og især dem under mig i hakkeordenen) havde deres svage punkter, og hvis jeg følte mig presset, hakkede jeg uhæmmet på dem.

Og lad mig da i øvrigt lige understrege, at det ikke er noget jeg er stolt af! Jeg skylder vist stadig nogle stykker en uforbeholden undskyldning på den konto …

I dag skete det så ganske overraskende igen … i en brøkdel af et sekund var jeg 10 år og opførte mig som sådan.

Scenen: Køkkenet på arbejdet. Jeg er lige mødt (til direktørtid), de fem andre skal til at spise frokost og der er ingen kaffe. Hvilket jeg naturligvis ikke er tilfreds med og – med et glimt i øjet – gør et urimeligt stort nummer ud af.

En kollega siger, henvendt til de andre: “Bær over med ham – han er stadig påvirket af weekendens nederlag.” (Brøndby vandt 1-0 over FCK i Royal League … Han er Brøndby-mand og jeg er officielt FCK-fan, men som trofaste læsere og andet godtfolk vil vide, er mit engagement i FCK-dyrkelsen i virkeligheden ret begrænset).

Og her skete det så: “Der er kun en eneste ting her i verden, der er mig mere ligegyldig end den kamp – Dig!”

Hvad skete der for den ubarmhjertige men venlige omgangstone? Hvad skete der for glimtet i øjet? Hvad skete der for at være et bare nogenlunde udholdeligt røvhul?

Han er heldigvis et godt og tolerant menneske, som ikke bærer nag, men jeg må nu alligevel hellere medbringe noget bods-snask i morgen … og en undskyldning …

… og så sidder jeg og overvejer hvorfor (og om!) jeg poster denne historie. Måske lidt fordi jeg alligevel synes, det er noget smukt over det. Hvor utiltalende og ucharmerende det end er, så er der også noget fedt ved verbale lussinger (og så er jeg pludselig i tankerne tilbage i starten af halvfemserne og The Last Boyscout, der bare rummer så mange af dem: “This is the nineties. You don’t just go around punching people. You have to say something cool first.“).

Og så måske også lidt fordi jeg gerne vil komme med en offentlig syndsbekendelse. Et første skridt hen imod at vi som samfund lader maskerne falde, og indrømmer at vi er nogle små fesne skabninger, der ikke altid kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Det der bekymrer mig, er kombinationen af disse to bevæggrunde. Hvilket så i sig selv er endnu en syndsbekendelse …

Tror jeg publish‘er inden jeg bliver rundtosset …

4 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. schjelde said, on februar 13, 2007 at 23:14

    Den kan smutte… Kender det godt!

  2. Milos Vendettas said, on februar 14, 2007 at 0:02

    sylespise perfiditeter er limen, som holder kernefamilien sammen. Bliv ved, eller jeg smadrer en banjo.

  3. Søren K said, on februar 14, 2007 at 16:27

    Apropos kernefamilie: Tjek denne huskeseddel.

  4. magthilde worm said, on november 6, 2007 at 13:46

    stakkels lille dreng! der er ikke noget værre, end at blive “fanget” alene af de store bøller!!!


Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: