Melatonin

Mord i myldretiden – Dan Turèll

Posted in Boganmeldelse, Ord, Roman by Søren K on februar 9, 2007

Mord i myldretidenI virkeligheden var det en fejl, at jeg greb fat i Mord i myldretiden. Jeg stod – presserende, om man så må sige – og skulle bruge et stykke toiletlæsning. Ikke for tungt, slet ikke, og heller ikke gerne en genudsendelse. Mine øjne faldt på Mord i myldretiden, en slidt-bog fra Sundby Bibliotek (somehow passende beliggende på Reberbanegade), som en af mine venner på et tidspunkt købte for en femmer og forærede mig.

Primært, vistnok, fordi jeg jo var Dan T-fan (og lad mig i den forbindelse underholde med oplysningen om at jeg forleden torsdag var tæt ved at tage en tur ind og sige tak for alt på Assistens, da jeg blev enig med mig selv om at 1½ time måtte være nok at komme for sent dén dag). Selvom Deres højtærede har en stor forkærlighed for netop denne forfatter, har det altid været digtene der var i højsædet, skarpt forfulgt af serien af ‘i byen‘-klummer, skrevet til Politiken før verden gik af lave og Dan T forlod den. Sidstnævnte, altså.

Men man (udtalt i anglo-amerikansk toneleje, sådan som Signe Madsen, enerådende yndlingssekretær i Nord, ville have gjort det), hvor har jeg fortrudt. Jeg vil hjem til Kbh, og det skal være nu!

Hvilket jeg så, siden sidste afsnit, også er kommet (Dette er et forsinket indlæg. Det blev påbegyndt i et tog et ikke nærmere specificeret sted på vej mod Jylland den 2. februar 2007 kl 16.07 og fuldført usigeligt meget senere). Så hurtigt skriver jêg! Og helt ærligt (og sig det ikke til nogen!) så er jeg lidt skuffet. København er ikke halvt så meget København, som Dan T’s København er København. Muligvis lidt på grund af det øjeblikkelige regnvåde vintervejr, men nok primært fordi Dan T i det store og hele er København.

Bogen er en krimi – en genre jeg normalt ikke har de store følelser for – men Dan T løfter den til et niveau, hvor mord en masse i Københavns gader hverken lyder påtaget eller kunstigt. Den navnløse journalist der hænger ud med kommisær Ehlers er troværdig. Luderne, pusherne og pamperne er troværdige. Selv de spritstive stoddere virker autentiske!

Og sproget! Sproget! Metaforerne, besjælingerne og sproget! Oh, glæde! Et par uddrag:

Kaspersen åbnede Carstens dør så hurtigt, at jeg end ikke nåede at sé hvordan. Sandsynligvis ville en kyndig hånd have kunnet åbne den med en bøjet piberenser. Den var så tynd som en kongelig nytårstale til folket.

Jeg vil ikke sige, Ehlers og jeg støttede os til hinanden ude på gaden. Det var ikke påtrængende nødvendigt. Ingen af os var handicappede, ingen af os var hverken svækkede eller overdrevent beusede til fare eller gêne for os selv eller andre. Vi var store, stærke, voksne mænd der var i stand til at gå, selv midt om natten, ved egen medfødte kraft.

Og derfor. Fordi Dan T skriver så englene læser. Fordi han skriver ‘gene’ med cirkumfleks. Fordi han er så forpulet, forsømt, fordømt dejlig, bliver dette den første deciderede varmhjertede omtale på denne bogbagvaskelsens førsteblog.

Dan T – du har min respekt!

Og læs så!

Comments Off on Mord i myldretiden – Dan Turèll

%d bloggers like this: