Melatonin

Vesterbroevangeliet

Posted in København, Vesterbro by Søren K on januar 23, 2007

Månen over VesterbroDa Søren havde fået fri fra arbejde på Østerbro i dronning Margrethe II’s dage, se, da spurgte han sig selv: »Hvor er Københavns rareste bydel? For jeg har hørt en måne gå op og har besluttet at følge den.« Da Don Ø hørte det, blev han forfærdet, og hele Østerbro med ham. Og han sammenkaldte alle marketingfolkene og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Københavns rareste bydel lå. De svarede ham: »Vesterbro. For således er der skrevet ved digteren:

Jeg lever stort sét et stilfærdigt liv
omkring Vesterbros Torv
til daglig
i hvert fald når jeg ikke drikker.
«

Så tilkaldte Don Ø i al hemmelighed Søren K og forhørte ham indgående om, hvornår månen havde vist sig. Og han sendte ham ud på gader og stræder og sagde: »Gå hen og spørg dig nøje for om bydelen; og når du har fundet den, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og se den.« Da Søren K havde hørt på Don Ø, tog han af sted, og se, månen, som han havde set gå op, gik foran ham, indtil den stod stille over det sted, hvor bydelen var. Da han så månen, var hans glæde meget stor. Og han gik ind i huset og så pc’en tilkoblet internettet, og han satte sig ned og surfede, og det åbnede for sine gemmer og frembar gaver til ham, nyheder, blogs og YouTube. Men i drømme fik han en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Don Ø, og han blev og levede lykkeligt til sine dages ende.

[Bemærk månen over Vesterbro på ovenstående billede, taget på hjørnet af Tagensvej og Blegdamsvej dags dato. SK]

Comments Off on Vesterbroevangeliet

%d bloggers like this: