Det. Det var det.

abrikostræerne findes, abrikostræerne findes

bregnerne findes; og brombær, brombær
og brom findes; og brinten, brinten

cikaderne findes; cikorie, chrom
og citrontræer findes; cikaderne findes;
cikaderne, ceder, cypres, cerebellum

duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene
findes; dagene døden; og digtene
findes; digtene, dagene, døden

efteråret findes; eftersmagen og eftertanken
findes; og enrummet findes; englene,
enkerne og elsdyret findes; enkelthederne
findes, erindringen, erindringens lys;
og efterlyset findes, egetræet og elmetræet
findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,
og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

Inger Christensen er død. Nekrolog 1, 2, 3, 4a, 4b. Herover uddrag fra Alfabet.

Update: Nu også med opsummeret hyldest.

Brug solcreme … also in spanish!

With spanish subtitles in honour of Marias roommate Marco.

True love will find you in the end

Overhørt (overset?) 4

27. november 2007 kl ca 00.30 på Tilværelsen:

At se en film af David Lynch er lidt ligesom at se en film af David Lynch.

Måske en stille reference til Inger Christensens abrikostræer, men under alle omstændigheder en sjældent præcis beskrivelse af Lynch. Og en storslået åbning på en smuk, smuk anmeldelse, som jeg bøjer mig dybt i støvet for. Inland Empire står nu øverst på min asap-liste.

Åhja. Og abrikostræerne førte mig videre til Dansk Kvindebiografisk Leksikon, der så smukt og trist og præcist sammenfatter Alfabet.

Det er ikke helt nemt at trække atombombens fysiske, faktiske trussel ind i poesien, som IC gjorde det i det lange digt alfabet fra 1981. Men netop derfor er udfordringen til formen så meget desto større. “abrikostræerne findes, abrikostræerne findes,” lyder den suggestive åbning, og herfra folder digtet sig ud som en fortælling om alt det, der ellers findes i verden, som bregnerne, cikaderne, duerne. Alle besynges og benævnes de i alfabetisk rækkefølge og i stadigt længere strofer, der formerer sig matematisk logisk efter Fibonaccis talrække. Alt smukt i verden, men ikke mindst det onde benævnes, til verden står øde tilbage med afbrændte marker og børn, der ikke længere er børn, for “der er ingen der bærer dem mere.”

Læs den så, Marianne!

En slags poesi

Var forleden i Musikcaféen i Huset i Magstræde, hvor jeg hørte det Århusbaserede band Munich spille en ganske udmærket koncert (hvor Jonas P – ham der både blogger og hymner fra Nineveh – i øvrigt var med på gæstecello).

Det ubetinget største (sorry, Munich!) var imidlertid nedenstående grafitti, som jeg fandt ude på herretoilettet. Jeg går ud fra at det er en slags poesi.