Melatonin

Boy A på sand

Posted in Anmeldelse, Film, Karaktermord by Søren K on maj 24, 2009

boy-aHar lige på opfordring set Boy A – en film om en ung mand, Jack, der løslades efter mange år i fængsel og skal finde sig til rette med den nye identitet han er udstyret med. Og lad mig sige det med det samme: Jeg er desværre ikke så begejstret, som jeg gerne ville være!

Jack (spillet af ukendte Andrew Garfield) leverer en virkelig fremragende præstation, hvor han spænder over adskillige akkorder, fra desperation til lykke, angst til forelskelse. De fleste andre skuespillere er også et godt stykke over gennemsnittet. Problemet er manuskriptet!

Konkret: Barndomsskildringerne i flashback er så klichéfyldte, at det nærmer sig parodien. Erics far ryger og drikker og råber og mor er syg … come on: For 75kr vil man gerne have bare lidt mere end 2 dimensioner! Læg dertil en slagsmålsscene, der er en nogenlunde eksakt genindspilning af GummiTarzans hævnaktsdrøm; det hæver heller ikke respekten for foretagendet!

Filmen lægger hele vejen op til en diskussion om skyld og tilgivelse … Den kommer bare aldrig rigtig, hvilket er lidt ærgerligt. Det kunne have været rigtig, rigtig spændende at undersøge disse fænomener nærmere, men det må tilsyneladende blive en anden gang.

På sin vis er jeg glad for at almindelig pli og respekt for andres evt filmoplevelse forhindrer mig i at kommentere nærmere på filmens sidehistorie, hvor Terry – der har ansvaret for udslusningen af Jack – og dennes søn … well, den kulminerer på en måde, der efter min ydmyge mening er skidtere end skidt, og som om noget i mine øjne udstiller manuskriptets svagheder.

Nu lyder det meget negativt – og det er sådan set ikke helt fair, for Jack er virkelig fantastisk som skuespiller (hans famlen efter fodfæste er superbt!), men husets fundament er skævt og mangelfuldt. Boy A er et fint, fint hus, men det er bygget på sand.

Den går endnu enkelte steder, og selvom jeg ikke kan svinge mig op på mere end 7/10, så får den alligevel en slags anbefaling med på vejen. Evner man at se bort fra manuskriptets svagheder og fokusere på Jack, så venter der givetvis en større oplevelse end jeg havde.

PS: Der var i øvrigt fuld valuta for pengene i scenen hvor Jack får dansuenza på det lokale provinsdiskotek. Den kan ses her, men bør definitely ses på et stort lærred!

Tagged with: ,

Kommentarer slået fra

You’ve been a naughty rabbi!

Posted in Anmeldelse, Film by Søren K on februar 1, 2009

Woody Allens Everything You Always Wanted to Know About Sex * But Were Afraid to Ask er ikke som sådan nogen stor film. Til gengæld hiver den i sine seks kapitler gode point hjem på ren absurditet:

- og så ser man ikke engang glimt af det kæmpebryst han undervejs lokker i en fælde!

Det er ubestrideligt Allen, men det er så langt ude, at man sagtens kunne mistænke ham for at have haft Monty Python med på sidelinjen, da han skrev manuskriptet. Jim Jarmusch må ganske givet også have set filmen, inden han satte sig ned og skrev denne vidunderlige scene fra Night on Earth:

Hvilket så i øvrigt igen leder videre til det endegyldige bevis for at 5 ud af 18 kvinder under 18 år (som vel så i grunden slet ikke er kvinder, men piger?) bør spærres inde i små, mørke, lydisolerede rum:

noe

Hvorom alting er: Everything … får 6 stjerner for filmisk kvalitet + 2 bonusstjerner for absurditet (Schjelde, det giver 8 i alt ;)).

Tagged with:

Søren K leverer solid kvalitet

Posted in Anbefaling, Anmeldelse, Navlepilleri by Søren K on december 19, 2008

Hvis der var nogen, der var i tvivl, så har Pol nu været så venlige at kvalitetsteste mig.

Tagged with:

Kommentarer slået fra

Et fysisk musikalsk overgreb

Posted in Anmeldelse, Koncert, Musik by Søren K on maj 20, 2008

Åhjo. Jeg var såmænd til Nick Cave-koncert i Stockholm i lørdags.

Anmelderne var til Nick Cave-koncert i KB-hallen i mandags.

Stockholm vandt!

… men havde man ikke vidst bedre, kunne man godt tro at Tantens Jeppe Krogsgaard Christensen også havde været forbi Stockholm:

Herefter udviklede koncerten sig til noget, der mest mindede om et fysisk overgreb – på den gode måde, forstås. For de syv grånende herrer spillede ekstremt højt, telepatisk tight og vidunderligt heftigt, og Nick Cave førte an med sine muterede Elvis-moves og sprukne croon, der sjældent har lydt bedre end her.

Og navnlig Warren Ellis var fuldt på omdrejningshøjde med frontmanden, og som han stod der med sit viltre hår og vildtvoksende skæg og hamrede løs på sin sagesløse violin, var det som at se Rune T. Kidde forvandle sig til satan selv.

I dette susende, støjende og vildt voldsomme sceneri stod »Red Right Hand«, »Get Ready For Love« og »We Call Upon The Author« stærkest. Særligt sidstnævntes afsindigt dybe bas ramte mellemgulvet med en sådan kraft, at bandet balancerede på kanten af et polititilhold.

Læs hele anmeldelsen her (og så får du lige for en ordens skyld også linket til hhv Pol‘s og Gaffas koncertanmeldelser med i købet. Og også lige Svenska Dagbladet og Aftonpostens ditto (selvom de to finker der anmelder tydeligvis ikke selv var der …)).

Bonusoplysning: I Stockholm gik bølgerne så højt at den gode hr Cave præsterede at danse sine bukser i stykker.

Kommentarer slået fra

Medeski, Martin & Wood … og Scofield, den skurk!

Posted in Anmeldelse, Koncert by Søren K on juli 11, 2007

Var i aften til koncert med Medeski, Scofield, Martin & Wood (MSMW) i Det Kongelige Danske Haveselskab på Frederiksberg sammen med brormand.

MMW

Først en kort intro af Medeski, Martin & Wood (MMW) fra Jazzfestival.dk:

Kult-trioen Medeski (keyboard/orgel/piano), Martin (trommer/percussion) & Wood (bas) er bannerførere for det der i USA kaldes ”Jam-scenen”; en lille håndfuld orkestre, der dyrkes som ikoner af et stadigt voksende netværk af musikflippere, der følger grupperne i tykt og tyndt. MM&W kan spille så beskidt funky at man tror det er løgn. De kan også spille så langt ude og så totalt frit at man mister fornemmelse af tid og sted. Og så er alle instrumenter analoge – skråt op med digitallyd!

(mere…)

Kommentarer slået fra

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.